Rasmus og Lars Ranthe spiller smukke hul 13
Der findes golfhuller, man spiller og hurtigt glemmer igen. Og så findes der hul 13 på Hvide Klit.
For os – og måske især for Rasmus – er det ikke længere bare banens smukkeste par 3. Det er blevet noget helt særligt. Et hul med sit eget kælenavn og en historie, vi aldrig bliver trætte af at fortælle.
Alt sammen fordi Rasmus en dag fik lov til at spille netop dette hul side om side med Lars Ranthe.
Du kan læse mere om Rasmus her
Et større setup end bare to gutter på en golfbane
Det var ikke bare to golfglade gutter, der gik en hyggelig runde den dag.
Der var et helt lille maskineri i gang omkring dem. Fotografer, teknikere, droner og folk med udstyr, der summede som en bikube omkring banen. Det gav dagen en ekstra dimension – som om hul 13 pludselig var blevet forvandlet til en lille filmproduktion midt i klitterne.
Rasmus stod ikke kun overfor et smukt par 3 og en bunkeret indgang til green. Han stod også i centrum af et setup, hvor hvert slag kunne fanges fra flere vinkler, og hvor lyden af dronerne blandede sig med nerverne i maven.
Det gjorde øjeblikket både større, vildere – og lidt mere overvældende.
Men det gjorde også oplevelsen endnu mere mindeværdig. For hvem får lige lov til at spille hul 13 med Lars Ranthe og et produktionshold i ryggen?
Det smukkeste hul – og et af de mest drilske
Hul 13 står som noget nær et postkort midt i klitterne. Det er et af de huller, hvor man næsten stopper op, før man overhovedet tager jernet frem. Lyset falder anderledes her, vinden hvisker i klittoppene, og hele landskabet åbner sig som en lille scene, der venter på dagens næste spiller.
Det er et par 3-hul, der på afstand ser uskyldigt og roligt ud – næsten som om det inviterer én til et let og elegant slag ind mod green. Men det er kun facaden. For hul 13 er lumsk. Et hul, der kender sine egne tricks.
Midt foran green ligger den store bunker, bred og lys, som en sandfæstning der nægter at flytte sig. Den ligger ikke bare dér – den markerer sig. Den siger: Skal du ind til flaget, så skal du over mig først.
Og selv hvis man klarer at flyve bolden sikkert henover, venter næste udfordring: den dybe kløft i højre side, flankeret af svær rough og tæt skov. En faldgrube, der tager imod alt, der bare er en smule skævt.
Alt eller intet hullet
Det er ikke et hul, man spiller halvt.
Det er et hul, der kræver beslutning, mod og præcision.
Enten rammer man – eller også lærer man noget værdifuldt.
Og måske er det netop derfor, hul 13 er blevet en af de smukkeste og mest ikoniske udfordringer på hele Hvide Klit, hvis vi selv må konkluderer det.
Rasmus’ tee-slag – adrenalinen tager over
Rasmus havde trænet hul 13 igen og igen. Bold efter bold, uge efter uge, indtil han kendte hvert eneste græsstrå og kunne mærke hullet helt ind under huden. Tee-slagene havde siddet perfekt – smukke buer over bunkeren, bløde landinger midt på green. Præcis som han havde forestillet sig det.
Men den her dag var noget helt andet.
For foran ham lå ikke kun det åbne landskab. Ved hans side stod også Lars Ranthe – en mand Rasmus længe havde glædet sig til at møde. Og som om det ikke var nok, var hul 13 denne dag omgivet af fotografer, teknikere og summende droner. Et setup, der gjorde øjeblikket større, vildere og langt mere nervepirrende end en helt almindelig dag på Hvide Klit.
Adrenalinen steg helt op i halsen, og da jernet ramte bolden, var det i en cocktail af spænding, nervøsitet og håb. Slaget fløj højt og – måske ikke overraskende – lidt for langt. Over green og hele vejen ud i den stride rough bagom i højre.
Det var ikke et dårligt slag. Det var et slag, hvor nerverne, ambitionerne og øjeblikkets betydning fik lov at blande sig i resultatet.
Lars fra tee – rutine og ro
Lars Ranthe derimod slog et af de tee-slag, man kunne sætte ramme om.
Flot linje, roligt tempo, og en landing venstre om flaget, sikkert inde på green.
Et put i vente, lidt langt – men absolut muligt. Den slags slag, der viser erfaring
Rasmus’ chip – modet i det svære
Fra roughen stod Rasmus nu med et af de slag, hvor man ikke kan snyde fysikken.
Der skulle kraft, teknik og præcision til for overhovedet at få bolden op og ind på green.
Og han klarede det.
Et svært chip, som han satte trygt mod flaget, og bolden hoppede ind på green som en lille sejr i sig selv.
Putteren skulle nu i spil – både for Lars og Rasmus.
Lars brugte to put og tog en sikker par.
Rasmus brugte også to – og gik derfra med en bogey.
Kernemindet der blev til et navn
For dagen handlede ikke om score.
Den handlede om oplevelsen. Om mødet. Om den ro, venlighed og ægte imødekommenhed, som Lars Ranthe og hans folk udstrålede gennem hele dagen.
Det var en dag, der satte sig fast. Så meget, at hul 13 i vores familie for længst har skiftet navn.
Vi kalder det Lars Ranthe-hullet.
To år senere er historien stadig fast inventar, hver eneste gang vi når frem til teestedet på hul 13.
Så begynder snakken – ikke om sværhedsgraden, vinden eller bunkeren – men om den dag, hvor Rasmus spillede hul 13 med Lars Ranthe og fik en oplevelse, han aldrig glemmer.
Et hul, der for os altid vil være lidt mere end bare et par 3.
Det er blevet et kerneminde.
Et familieøjeblik.
Og ja… et lille stykke Fairway-magi. 🌾⛳️
Sociale medier 💜
Vil du følge med i vores rejse med golf, familieliv og små sejre på fairwayen?
👉 Følg os på sociale medier, hvor vi deler glimt fra hverdagen, grin, kærlighed og masser af golf.